Kampen blev med det samme til sejr

Kampen mellem David og Goliat tog faktisk ikke ret lang tid – og den fylder tilsvarende få vers i Bibelen.

Ja, det er som om, at kampen blev vundet, inden den blev kæmpet.

I første fase er israelitterne fyldte af frygt. De flygter. Ja, så de går ikke en gang hen til stedet, hvor de kan vinde sejr. De er ved at blive de evige tabere.

Men så kommer David på bane. Eller – David og Gud kommer på bane. For David går ikke på banen alene. Faktisk er David totalt klar på, at kampen og sejren – det er Guds. Han siger: “Herren, som reddede mig fra løver og bjørne, vil også redde mig fra denne filister” (1 Sam 17,37).

Og da David går imod Goliat er det med disse ord:

“Jeg kommer mod dig i Hærskarers Herres navn, Israels slagrækkers Gud, som du har hånet. I dag vil Herren give dig i min magt.” “Så skal hele jorden erkende, at Israel har en Gud. Og hele denne forsamling skal erkende, at Herren ikke frelser med sværd og spyd. Krigen er Herrens, og han vil give jer i vores hånd.” (vers 45, 46 og 47).

Jeg tænker, at David har lyttet til Åndens stemme. Og dér blev sejren vundet. Og så handlede det hele for David om noget, der var større end ham selv – det var Gud, det handlede om.

Sådan også i vores liv. Sejren er vundet i det øjeblik, vi lytter til Gud. Og bliver ved med det. Og så i øvrigt handler på det, vi hører – men det kommer helt af sig selv, når vi lytter rigtigt…