Virkelig trist – løftet til glæde

Hun var trist. Sådan lidt ligeglad med livet, lige pludselig. Hendes mand var død. Ja, nu henved 8 måneder siden – og det sad ligesom i kroppen.

Nu var hun på tur. Havde netop besøgt en kusine. Og ville finde en madbutik inden hun tog turen hjemefter. Hun fumlede rundt. Brugte et kvarters tid – og mødte så en gammel veninde, faktisk. Veninden bød hende hjem. Hun nåede lige at tænke på, at hun jo selv var på vej hjem – men hjem… hjem til hvad? Der var jo ingen… så… ja… hvorfor ikke…

Så hun udvidede turen… Ja, og de gik tur… Og mødte venindens mand, som boede i en plejebolig lige i nærheden – det var nødvendigt på grund af en stærkt invaliderende sygdom. Han kunne ikke meget. Men han tilbød at bede for hende.

Hans bøn rørte hende dybt… Hun blev løftet op. Til Gud. Og glæden strømmede ligesom ind i hende igen. Det var, som om at den tristhed, der havde favnet hende så længe, pludselig ikke var mere. Det var, som at få livet igen.

Og hun takkede Gud… for en plan hun pludselig så sig selv i… hans plan… Han elskede hende og havde omsorg for hende… Og nu havde han på forunderlig vis bragt hende sammen med nogle kære venner og brugt dem til at løfte hende op til sig selv, ja, og ligesom løfte dødens og smertens tunge byrde af hendes skuldre… Hun var på ingen måde alene… Og der var stadig masser af glæde til hende!

“Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen” (Joh 16,24).

“Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn” (1 Kor 12,4-7).

Skriv et svar