Sendt til en, der var dømt ude
Gud gjorde det igen. Brugte en, der var dømt ude.
I går læste vi, at Gud gav Elias mad via ravne, som er ådselædere. Overraskende. Den model havde vi dømt ude.
Da bækken Kerit tørrede ud, “kom Herrens ord til ham: Gå nu til Sarepta ved Sidon og slå dig ned dér. Jeg har givet en enke dér befaling om at sørge for dig” (1 Kong 17,9). Hun må åbenbart have kendt Gud, siden hun hørte efter.
Men hun var altså hedning! En af dem, som Israel dømte ude… Ironisk nok, så var den onde og ugudelige dronning Jezabel datter af sidoniernes konge (1 Kong 16,31). Samme folkeslag.
Og vi kan undrende spørge: Gud, var der da ingen i Israel, der hørte efter? Kunne du ikke have sendt din profet til et solidt troende hjem blandt sit eget folk?
Vi kan bare spørge. Tænke. Undres måske. Forundres. Og muligvis juble når vi tænker virkelig dybt…
Gud overrasker. Jeg elsker det! Han bruger mennesker, du ikke forventer…
Ja, han bruger mig! Han bruger dig!
Gud dømmer ingen ude!
Han kan tilmed bruge mennesker i dit liv, som slet ikke var indenfor rammen af det, som du forventede…
Elskede Gud! Du elsker at elske! Din kærlighed dominerer over alle andre hensyn!
