Godt at tage skoene af foran Gud

På så mange måder.

“Engang mens Josva opholdt sig ved Jeriko, fik han øje på en mand, der stod foran ham med draget sværd i hånden. Josva gik hen til ham og sagde: »Hører du til os eller til vores fjender?«  Han svarede: »Nej, jeg er fører for Herrens hær. Nu er jeg kommet.« Da kastede Josva sig til jorden og sagde til ham: »Hvad har min herre at sige til sin tjener?«  Herrens hærfører svarede: »Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er helligt.« Det gjorde Josva” (Jos 5,13-15).

Smukt.

Gud var nær. Stedet var helligt. Og Gud var den, der ville gå skridtene, tage kampen.

Josva var som den uden sko, slaven, sammen med sin herre.

Paulus bruger billedet om slaven og herren: “Men nu, da I er blevet befriet fra synden og er blevet trælle for Gud, får I den frugt, at I helliges, og til sidst evigt liv” (Rom 6,22). Når man stopper op et øjeblik, så er det helt enormt smukt. Tænk, at jeg kan kende Gud så godt, at jeg hører hans stemme så klart, at jeg følger hans veje og lever, som han vil det, lige så sikkert som en slave gør, hvad herren siger. Fantastisk! Et mirakel.

Men… jeg ved godt at herre-slave-illustrationen stritter! Vi vil ikke være slaver. Og nej, vi er på ingen måde viljesløse i det her. Som Paulus også siger: “Stil jer selv til rådighed for Gud” (vers 13). Det er en daglig ting. Det er en kærlighedsting, det er at elske! Være sammen med ham, vi elsker. Leve livet sammen med ham, vi elsker.

Tænk en kærlighed – at jeg bare kan tage skoene af – og lade ham gå skridtene, tage kampen!