Overfor djævelen – rollerne er byttet om

Bizart. Uhyggeligt. Måske nervepirrende. Ja, vildt og mærkeligt, og jeg kan ikke forestille mig, hvilke tanker englene har haft om denne scene.

Deres elskede, himmelske anfører, Jesus Kristus, var blevet menneske – og som menneske mødte han Djævelen, den tidligere kerub, Lucifer.

Og ikke nok med det. Jesus havde “fastet i fyrre dage og fyrre nætter” og “led til sidst sult” (Matt 4,2). Udpint, træt, afkræftet. Jesus var imellem sin dåb og sin tjeneste. Han var ved at blive klar til den største tjeneste nogensinde. Også til det mest smertefulde. Til skridtene, hvor han ville blive hånet og misforstået, man ville fedte for ham, søge at være ven med ham for at opnå noget, han ville blive forkastet og slået på, forrådt og svigtet, til sidst korsfæstet.

Og midt i hans forberedelse til et så stort commitment – møder Djævelen ham. Med en totalt klar overhånd i friskhed… han så nok tilmed bedre ud, givetvis forklædt som en lysets engel. Det var næsten så den onde lignede en gud… og den gode kun et udmattet menneske…

Havde jeg været en engel, som havde kigget på dette, kunne jeg have lyst til at råbe: Uretfærdigt! Tarveligt! Bissetricks! Djævelen kan vi ikke give nogen former for respekt, når han er klar til så ulige en kamp… Men han var ligeglad… sådan er det vel, når man er ond…

Jesus elskede. Det var derfor, han var der! Selv dette møde med Djævelen var han klar til… Man kunne næsten spørge, om han var en abdiceret Gud, siden han i den grad mødte Djævelen ‘nedefra’, ‘fra gulvet’, ‘fra støvet’…

Nej. Gud var ikke abdiceret. Du møder blot en Gud, som er klar til at træde ned – for at tjene – fordi han elsker dig!

Åh… kan du ikke mærke det indeni… Sådan en Gud må jeg bare elske igen! Jeg kan ikke andet. Han er det mest fantastiske, jeg nogensinde har mødt!

Skriv et svar