At blive brugt af ham

En guddommelig plan – to kvinder mødes

“i de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; hun gik ind i Zakarias’ hus og hilste Elisabeth” (Luk 1,39-40). Ja, selvfølgelig skulle Maria besøge Elisabeth. Var det måske ikke, som om Gud selv havde givet Maria et tegn: Elisabeth!

Da englen Gabriel havde fortalt Maria om Jesusbarnet, som hun nu bar, havde han fortalt, at den gamle, ufrugtbare Elisabeth var gravid! For “intet er umuligt for Gud!” (vers 37). Selvfølgelig måtte Maria se sin kære slægtning. De var jo to tjenerinder! Under Herrens specielle kald som mødre for to særlige babyer.

Og som Elisabeth gik der – favnet af Gud i den store plan, han havde lagt ind i hende – blev planen med et endnu større: “Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: ‘Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundre mig, at min Herres mor kommer til mig? For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede, For det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse.” (vers 41-45).

Gud var der! Igen styrkede han troen i de to kære kvinder. Elisabeth hørte Maria – og i det øjeblik fortalte Ånden hende en større historie! Ja, i det øjeblik brugte han Elisabeth på en større scene. Hun var en del af Guds store plan, hvor Elisabeth også fik en rolle i at støtte den unge kvinde til den vej, der lå foran hende.

Og Maria mødte Guds egen stemme – klar og fyldig, ja, uden hun havde nået at sige et ord til Elisabeth, var det som om, at Elisabeth var en del af den større historie og vidste noget, intet menneske havde fortalt… Maria måtte bryde ud i lovsang: “Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser” (vers 46-47).

Tre måneder brugte de to kvinder sammen. Sammen gik de nogle af skridtene… Styrket i tro og hjerte.

Og jeg er begejstret! Siden har Gud koblet mennesker, koblet kvinder, for at vi skulle styrke hinanden – og være en del af en større historie sammen med andre!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *