At være elsket

Har livet lammet dig – hør hans stemme

Ja, han var lam. Men livet havde også lammet ham. Måske havde han i virkeligheden opgivet. Fire mænd, venner, tænker jeg, bar ham til Jesus. Jeg vil gerne bære dig til Jesus lige nu! Må Jesus røre dig igennem denne historie…

Du ligger nu der… foran Jesus… en lille smule akavet måske… manden var kommet ned gennem et hul i taget… og måske havde du heller ikke tænkt, at du skulle møde Jesus på lige denne måde…

Jesus ser på dig… de kærligste øjne, du nogensinde har set ind i… samtidig er det, som han ser helt ind i dit hjerte… som han på en eller anden måde ved alt om dig… men det gør ikke noget… du føler ikke trang til at løbe væk eller til at skjule dig… tværtimod – så længes du pludselig efter at han rører dig endnu mere… ja, du længes efter, at han rører det, der gør ondt…

Imens dine tanker kører, står han bare og ser på dig… stadig det samme kærlige blik… åh, du mærker håbet, måske kan han faktisk tage sig af alt lortet i dine liv, fejltrin, synd… fjerne det… du ser på ham igen… så kærlig… ja, hvis nogen skulle kunne give dig en ny begyndelse, så må det være ham…

Han smiler til dig – og siger: “Søn/[datter], dine synder tilgives dig” (Mark 2,5). Du smiler tilbage… dine øjne genspejler hans kærlighed, hans kærlighed varmer dig op indeni… Du er højt elsket… og sammen med ham – så er du ikke lammet mere… det mærker du pludselig så stærkt…

“Tag din båre og gå hjem!” (vers 11). Fyldt af kærlighed kan du gå hjem… gå hjem og elske – i virkeligheden… Gå hjem og være noget for dem, du holder af… Ja, lade hans kærlighed flyde over alt det, der er dysfunktionelt og måske gået itu… Hans heling er i hans kærlighed… Og den sender han dig hjem med! Ikke mere lam – men spillevende ved hans nåde og kærlighed!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *