Jeg – Guds barn!

Jeg husker det så tydeligt. Jeg gik i 9. klasse. Og jeg læste 1. Johannesbrev. Dette udsagn blev så stærkt for mig, at det sang indeni mig:

“Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!” (1 Joh 3,1).

Jublen fyldte mig! Jeg var et Guds barn! Jeg er det! Sådan siger ordet – og ved sin Ånd gjorde Gud det levende og stærkt indeni mig.

Jeg skrev det til en kristen veninde. Noget a la: Jeg er i gang med at læse 1. Johannesbrev… og så læste jeg dette vers: “Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!” Du er et Guds barn! Virkelig – du er det! Det gælder dig og mig. Gud elsker os så meget.

Lige nu er min bøn for dig: Gud, gør dette budskab levende igen! Lad denne læser blive fyldt med visheden om at være højt elsket af dig. Virkelig, som dit eget barn! Elsket ud over alle grænser…

Kære du, Guds barn – du er det!

Skriv et svar