At være sammen med ham

Må jeg komme op i din båd?

Peter – og Jesus – var ved Genesaret Sø, og ja, der var rigtig mange andre mennesker også. Peter havde sin båd. Den lå i vandet. Der var plads. Så “Jesus gik om bord i hans båd” (Luk 5,3).

Jeg kan høre spørgsmålet for mig: Må jeg komme op i din båd?

Jeg kan høre spørgsmålet nu – i en bredere kontekst: Må jeg komme ind i dit liv? Må jeg være med i din arbejdsdag? Må jeg komme ind i din kirke? Må jeg være med i dit ægteskab?

Peter havde plads… Har jeg plads i mit liv, i min arbejdsdag, i min kirke, i mit ægteskab…

Der skete virkelig noget den dag, hvor Jesus steg op i Peters båd.

Jesus underviste – ikke blot Peter, men en hel menneskemængde. Efter han havde undervist, sendte han Peter ud for at fiske… det havde være en trist nat uden fisk – men nu – så blev Peters båd fyldt med fisk! Det var mad. Det var rigdom. Det var en stor velsignelse, ja, det var et mirakel.

Tænk… tænk, hvad der kan ske med mit liv, min arbejdsdag, min kirke og mit ægteskab, når Jesus kommer ind…

Tænk, hvordan det vil række ud til mange andre! Tænk, fra at have været goldt, trist, “uden” – så kan det blive mættende, rigt, fyldt med velsignelser – “med” Jesu mirakel!

Jesus! Kom! Vær med i min båd! … Vær med i alt i mit liv!

(Bibeltekst fra Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *