Hjælp til at komme ud af dit mentale fængsel

David var i en hule, og man kan godt sige, at det var en slags fængsel. Et liv på flugt fra Saul.

Men der var mere i det end det. David var også i et mentalt fængsel – han var modløs og opgivende. Og fra det sted kom han til Gud med sin råbende bøn:

“Jeg råber højt til Herren,
trygler ham om nåde.
Jeg udøser min nød for ham,
betror ham mine problemer.
Når jeg er modløs og opgivende,
viser du mig den vej, jeg skal gå.”

(Sl 142,1-4)

David kendte Gud… han vidste, at Gud ville vise ham den vej, han skulle gå. Og David havde ikke andre end Gud:

“Du er min tilflugt, mit eneste håb” (vers 6).

Og han fortsætter:

“Hjælp mig ud af det her fængsel,
så jeg atter kan takke og tilbede dig.”

(Vers 8)

Modløshed fængsler et menneske i sig selv… Men Gud formår at sætte os fri lige der. Og det begynder at ske, når vi giver ham vores problemer. Når vi erkender, at selv her har Gud en vej frem. Og når vi takker ham, for at han er… ja, og når vi takker ham for alt det, han før har gjort i vores liv… for hans mange muligheder… takker for, at han elsker os uendelig højt og aldrig svigter os…

Så åbnes vores mentale døre! Intet kan virkelig fængsle den, som er fri i Kristus!

(Bibeltekst fra Bibelen på hverdagsdansk, Scandinavia Forlag)

Skriv et svar