At modtage

Han giver mig mod til livet!

Jeg læste i Biblen 2020 “Han giver mig mod” (Sl 23,3)… jeg kan godt li’ ordet “mod”… Ja, det taler også ind i en kontekst, som jeg er vant til – fx fra mit arbejde, hvor man taler om mod i ledelse – ja, mod er faktisk en af Odense Kommunes værdier i det nye ledelsesgrundlag, God ledelse… gør forskel.

Og jeg mærker behovet for mod. Modet, der skal til, når beslutninger tages, når jeg vover noget, ja, nogle gange blot for at henvende mig til et andet menneske, få talt om noget der ligger mig på sinde…

Når mit mod svigter… ikke er stort nok… pyha, den følelse er ikke rar.

Vidunderligt, at Gud er ham, der “giver mig mod og viser mig vej, den rette vej”. Ikke blot modet – men også en forvisning om, at det, jeg vover mig ud i, er ok, ja, rigtigt!

Det giver virkelig mod til livet! Ikke blot til en enkelt beslutning – men – til hele livet!

I Bibeloversættelsen fra 1992 står der “Han giver mig kraft på ny”. Den kan jeg også godt lide. Når jeg mærker min svaghed – så er jeg alt andet end modig… Når han giver mig kraft – så tør jeg!

Jesus… her kommer jeg – ja, egentlig bare for at modtage. Kraften fra dig. Modet fra dig. Alt det jeg ikke har selv… men får så rigeligt af dig… så jeg kan leve! Folde det liv ud, du har givet mig… Bruge de evner, som du har givet mig… Gøre en forskel for de mennesker, jeg er sammen med… Tak! Min dyrebare, elskede Jesus. Tak – lige nu!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *