Håbløst – men håbet rækker ud til dig!
At læse dette vers kan godt efterlade en vis følelse af håbløshed: “Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” (Matt 5,48). Ja, eller man kan kalde det for noget besynderligt vrøvl – for hvordan skulle et menneske overhovedet blive fuldkommen – som Gud? Og hvis der er krav fra Gud om en fuldkommenhed som hans – er det så Ikke nærmest en bizar udstilling af vores manglende muligheder?
Nå? Ja, måske er din første indskydelse, at selvfølgelig er det ikke håbløst, for sådan stiller Gud os jo ikke, han gør miraklet, der skal til…
Men, jeg har egentlig lyst til at gå tilbage til udgangspunktet igen og slå fast: Det er håbløst! Og måske er det grundlæggende på tide, at vi fatter det: Synden efterlader os et sted, hvor det er totalt håbløst! Vi er afhængige af, at han gør ALT! Og ja, det gør han så! Og det er selvfølgelig et mirakel, Gud gør! Og nej, selvfølglig stiller Gud os ikke i en håbløs situation…
… men ligesom den, der er ved at drukne, må stoppe med at kæmpe, for at livredderen kan redde ham, så må vi også stoppe med den kamp, som Gud allerede har vundet – og tage imod!
Jeg vil så gerne derhen, at dette må røre dig, som føler håbløsheden i dit indre… følelsen af at det med at være kristen aldrig vil lykkes for dig… Du er tættere på håbet end nogensinde! Håbet hedder Jesus Kristus! Se her:
“Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst” (Ef 2,6). Se på teksten – hvem er det, der gør det? Helt og fuldkomment?
Gud elsker dig! Du var (er) som død – og da er det virkelig slut, håbløst, uden mere – og lige der, gør han dig levende! Levende, så du kan mærke kærligheden… levende så du kan elske, fordi du er fyldt af hans kærlighed…
Med hans kærlighed i dig bliver selv dette muligt: “Elsk jeres fjender” (Matt 5,44).
Tag blot imod hans kærlighed. Hold med dit sind fast i denne ene tanke: Han elsker mig! Og lad ham dag for dag pakke kærlighedens gave ud i dit liv!