At være sammen med ham

Hvem tolker Biblen for dig – Gud eller djævel?

Pyha, det er jo et ganske rædselsfuldt spørgsmål – og jeg stiller det kun, fordi jeg ser, at Jesus stod midt i det. I det store fristelsesmøde med djævelen. Og egentlig er det vel kernen i al fristelse – hvem står du på og sammen med – Gud eller djævelen? Hvem har fortolkningsretten over alle perspektiver i dit liv – Gud eller djævelen?

Og djævelen er – som vi vil se – også en bibellæser.

Djævelen taler ind i det, som, han aflæser, er Jesu behov: Du er sulten – lav brød. Du har et kald for at nå verden – jeg vil give dig magt og rigdom, så du bedre kan nå dit mål. Du har brug for, at mennesker ser dig som Guds søn – kast dig ud fra klippen, så mennesker kan se englene gribe dig.

Men Jesus er en kyndig Bibellæser, ja, og ikke blot det, han kender sin far – igennem sit ord, så på alle fristelserne svarer han med henvisning til, hvad Skrifterne siger. Og den bold griber djævelen til sin sidste fristelse: “Der står jo i Skrifterne” (10) – sådan, Jesus, se, det er Guds ord, du står på… Men Jesus kunne godt kende forskel på det sande bibelord og det fordrejede bibelord.

Og så spørger jeg bare: Hvordan kan jeg kende forskel på det sande og det fordrejede bibelord? … Ja, for jeg ønsker virkelig, at læse Bibelen med Guds briller – for al del ikke med djævelens…

Vi finder svaret i teksten. Om Jesus der, hvor han mødte djævelen: “Da Jesus kom tilbage fra Jordanfloden, var han fyldt af Helligånden” (vers 1). Jesus mødte ikke djævelen i sin egen menneskelige kraft, men fyldt af Gud i hans kraft. Og Jesus kendte Guds ord – ikke som ord i en skriftrulle – men som ord han hørte fra sin far… Ord som Helligånden foldede ud for ham og i ham.

Sådan må vi læse Bibelen – altid sammen med Gud. Altid med overgivelse til Gud. Altid må vi spørge i bøn, hvad Gud vil sige til os lige nu. Altid må vi lægge vores forudfattede meninger til side. Altid må vi under Guds ledelse gøre som de kristne i Berøa: “De lyttede opmærksomt til hvad Paulus sagde, og brugte flere dage på at undersøge om det stemte overens med Skrifterne” (ApG 17,11). Og alt dette sker i vores tid sammen med Gud – hvor Gud kan åbne sit ord for os.

Giv Gud tid – og bed om, at han med sin Ånd vil åbne sit ord for dig – læs hans bog side for side. … Og han vil møde dig!

(Bibeltekster fra Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *