Mærker du fjendskabet med døden?

Jeg var 18 år, da jeg virkelig mærkede døden første gang. Det var min farfar der døde. Vi boede i samme by, så jeg havde haft regelmæssig kontakt med ham. Han var indlagt, da det skete. Noget med hjertet. Noget vi troede, han ville komme sig fra. Men det gjorde han ikke.

Jeg stod der på hospitalsstuen. Han var stadig varm. Min far græd.

Der gik vel ca. 1 uge til begravelsen. For mig var det en uge i sorg. Jeg tænkte på, hvorfor der ikke hang sorte sørgeslør fra alle hustagene. Et billedligt, konkret udtryk for smerten over at miste. Døden føltes på ingen måde “rigtig”. Fjendskabet var tydeligt at mærke.

Mærker du fjendskabet med døden? Hvad gør du med det? Hvad gør du, når døden æder sin rædsel ind i dig? Når dødens absolutte punktum gør savnet så ubærligt? Når frygten for at miste til døden forpester dit liv?

Jeg går til Gud. Han beskriver døden som en fjende. Det er sådan. Jeg er helt i sync med min himmelske far, når jeg mærker fjendskabet med døden. Han ønskede ikke, at døden nogensinde skulle være… Måske hader han den endnu mere end jeg?

“Som den sidste fjende tilintetgøres døden” (1 Kor 15,26), siger han! HALLELUJA! Livet kan ikke knægtes uendeligt af døden… Og jeg mærker, at den eneste måde, jeg kan rumme døden på, er ved at være tæt på ham, som er “vejen og sandheden og livet” (Joh 14,6). Der er lys – forude – og det begynder nu – for han er!

Skriv et svar