Jesus i tårer

Også Jesus græd. Og mennesker omkring ham fik lov at være vidne til hans tårer.

“Jesus brast i gråd,” (Joh 11,35) læser vi i beretningen om Lazarus, som var død, men som Jesus var på vej til at vække til live igen.

“Da han kom nærmere og så byen, græd han over den” (Luk 19,41), det var, da Jesus nærmere sig Jerusalem, stedet, hvor hans folk ville afvise og korsfæste ham.

Jesus vidste, hvordan det er, når livet gør ondt. Han mærkede det selv. Og han græd.

Jesus oplevede at være presset til det yderste, og han delte det med sine disciple og bad dem om at gå i forbøn for ham: “Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!” (Mark 14,34).

Jesus rakte ud. Jesus var ærlig om, at noget gør ondt og er svært. Og han indbyder os til at gøre det samme. Desværre var disciplene der ikke for Jesus, da han trængte mest til dem. Og desværre er mennesker der heller ikke altid for os, når vi har brug for dem. Men Jesus er her. Og han svigter aldrig.

Og Jesus indbyder os til at have ham som vores første fortrolige. Ja, nogle gange behøver vi ikke andre end ham… Og mange gange velsigner han os med at koble os sammen med nogen, hvor han ved, at vi vil være gode for hinanden.

Tak, kære Jesus!