Ingen grænser for, hvor Ånden vil tage dig

Pludselig så jeg det. Det er vildt. Det overgår min forstand. Det er Gud.

Gud. Gud, universets skaber. Gud, som jeg ikke selv kan finde, forstå eller udgrunde. Jeg er fuldstændig afhængig af, at Gud åbenbarer sig for mig. At han kommer, så jeg kan mærke ham. At han taler i et sprog, som jeg kan gribe.

Og – det er jo bare det, som står her: “Det har Gud åbenbaret for os ved Ånden” (1 Kor 2,10). Og ja, selvfølgelig. Man kan måske komme til at overse det, for selvfølgelig må det være sådan.

Men se så den næste sætning: “Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder.”

Wau! Jeg er kontakt med en, som har adgang til Guds dybder! Ånden, som åbenbarer Gud for mig, så jeg kan gribe ham – har adgang til Guds uendelighed…

Ånden ved, hvem Gud er, og hvad der bor i ham: “Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud” (vers 11). Ja, selvfølgelig, for Ånden er jo Gud, de er ét.

Men det store er, at jeg, som ikke kan udgrunde Gud – connectes alligevel så stærkt til Gud, at Ånden tager mig ind i Guds uudgrundelighed…

Ja, det er for stort at gribe! Men jeg forstår, at sammen med Gud åbner der sig en verden så stor for mig, at der altid vil være nyt at begejstres over og fyldes af, nyt at grunde over og tage ind i min dybeste refleksion, en kærlighed at favnes af som forvandler mig.

Og den verden kan beskrives med ét ord: Gud!
Og han er tilgængelig for mig ved én: Ånden!

Halleluja! Tak min elskede Jesus… Du, som er uudgrundelig er på samme tid transparent… for du fortæller mig, at selv dine dybder møder mit liv igennem din Ånd! Jeg priser dig… og jeg længes efter, at du åbenbarer stadig mere af dig selv for mig! Tak!