Sluk lyset – så du kan se!

Ja, hvis du vil se stjernerne, så nytter det ikke noget, at du har dit eget lys tændt.

Og sådan vil det også hjælpe os, når vi kommer til Gud, at vi slukker vores eget lys – så vi i stedet kan se hans. For Gud kan vi ikke granske os frem til i vores egen menneskelige visdom – Gud må vi se igennem åbenbaring.

Kvinden gik der i haven, hver eneste dag oplevede hun hans åbenbaring af sig selv – hun var i Guds eget lys. Men slangen fik hende til at “tænde sit eget lys”, da hun begyndte at vurdere, hvad Gud egentlig havde sagt, og om slangens ord måske var sande…

Da hun tændte sit eget lys, så hun ikke Guds lys længere…

Det er så sandt, at “et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok” (1 Kor 2,14). Tænker vi, at dette skal vi selv forstå – så vil vi ikke forstå noget.

Det er Ånden, som åbner Guds dybder for os: “Det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. … Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os” (vers 10 og 12).

Min kære Gud, jeg vil gerne mere af dig… Åbenbar dig med dit lys, så jeg må se! Gud, jeg overgiver min menneskelige visdom, mit mørke til dig… Giv mig din visdom!