At være elsket

Tandpine og hjertesmerte

Jeg sov mindre godt sidste nat. I går dukkede noget hårdt op i min morgenmad. Næh, jeg havde ikke oplevet en “episode” med noget, jeg bed i, men senere på dagen isnede det bare ved et par tænder – og det gjorde altså vældig ondt i nat.

Kender du det… tandpine og manglende søvn… ja, det kan føre alt muligt med sig…

… først og fremmest et mindre overskud til alt det andet…

Så jeg hang ligesom lidt… og følte mig lidt ked af det og i underskud… hjertesmerte

Heldigvis gav dagen på et tidspunkt mulighed for en lur… og jeg læste lige et bibelord, inden jeg lukkede øjnene:

“Ord fra dig kan man stole på,
dine handlinger viser nåde imod os.
På livets vej kan vi synke i knæ,
men du rejser os op, når vi falder.
Retter vi vores blik mod dig i tro
vil du altid give os det, vi har brug for.
Så snart et menneske erkender sit behov,
er du straks parat til at opfylde det.”

(Salme 145,13-16; Bibelen på Hverdagsdansk)

Åh, det gjorde godt! Ja, det var lige det, jeg trængte til. Jeg kiggede på ordene igen og igen. Tog dem ind i mit trætte hjerte, kiggede i tankerne på ham, som elsker mig så meget, altid er her, altid rejser mig op igen, altid er til at stole på, altid fylder mine behov.

Jeg sov. Jeg vågnede. Jeg rejste mig – med ordet i sind – klar til at gå videre med dagen.

… tandpinen har jeg stadig… men jeg har bestilt tid hos tandlægen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *