Ånden leder…
Jeg stod der i solen, mærkede dens varme, mærkede den lune vind om mig. Jeg lukkede øjnene. Bad. Et svært møde var foran mig. Jeg havde brug for hans hjælp.
Det var dejligt med solen… og vinden… Og tanken kom til mig:
“Vinden blæser, hvorhen den vil,
og du hører den suse,
men du ved ikke, hvor den kommer fra,
og hvor den farer hen.
Sådan er det med enhver,
som er født af Ånden.”
(Joh 3,8)
Som vinden. Sådan er det at være ledt af Ånden…
Jeg behøvede ikke at forstå det hele. Heller ikke at kunne forklare det. Men jeg kunne have tillid til at de ting, som jeg havde lagt i Herrens hænder – dem ville han lede og hjælpe mig med – med sin Ånd.
Åh, tak, Herre Jesus! Jeg priser dig! Tak fordi du mindede mig om din måde at lede mig på… lige nu, hvor jeg havde brug for det… Måske længes jeg egentlig efter kontrol… men du minder mig om, at det er nok, at du har det… og at jeg ikke behøver at forstå det… at jeg kan slippe det – og i tillid til dig vente på at du gør det langt ud over, hvad jeg beder om eller forstår… Tak! Tak!