Tale og tie…

Åh, Jesus, hvor jeg dog fyldes af hjertes stilhed og ærbødighed – når jeg ser din tale og din tien i dine sidste timer. Her i Lukas 23.

Pilatus spørger ham: ” ‘Er du jødernes konge?’ Han svarede: ‘Du siger det selv.’ “ (vers 3). Her taler Jesus. Det er som et vidnesbyrd om, hvem han er – som han ikke skal holde tilbage – uanset konsekvenserne…

Senere bliver Herodes “meget glad for at se Jesus; for han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn. Han stillede ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke.” (vers 8-9). Her står Jesus overfor en egoist, som bare vil sit eget. Jesus tilfredsstiller ham ikke. Jesus svarer ham ikke – han går ikke ind på en grund, hvor hans ord vil blive misbrugt…

Jesus bliver hængt på et kors. Midt i en verden af ondskab. Og Jesus siger: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (vers 34). Hvilken kærlighed! Hvilken opmærksomhed for andre. Han hang i sandhed på det kors, fordi han elskede verden – og det er dem, han tænker på – med kærlighed – selvom de lige har korsfæstet ham… ikke sig selv…

En røver omvender sig… og i kærlighed giver Jesus ham løftet: “Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis” (vers 43). Hvilken glæde det må have været for Jesus at sige de ord.

Igennem det hele stod Jesus sammen med Gud. I hele sit liv – og sådan ind i sin død: “Fader, i dine hænder betror jeg min ånd” (vers 46).

Jesus, jeg røres både af det, du siger, og det du ikke siger… Jesus, min Jesus, hvor er du skøn, og jeg ser og mærker din kærlighed lyse ud til mig… Jesus, dine ord er stærke og varme lige ind i mit hjerte… Fyld mig med dig selv! Intet mindre… Kun – hvis du lyser igennem mig – kan jeg bære dit sindelag i mig… og tale og tie… som dig…

Skriv et svar