Se frem!

Paulus havde en ret grum fortid!

Han siger selv: “for jeg er den ringeste af alle apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er” (1 kor 15,9-10).

Paulus levede i Guds nåde! Han vidste, at han var tilgivet. Han vidste, at Gud brugte ham – fordi Gud er fantastisk – ikke fordi han havde fortjent det. Og så løftede han i øvrigt hovedet frit – og var stolt af sin tjeneste for Gud – men kun fordi det er Gud, der gør det. “Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end vor Herre Jesu Kristi kors” (Gal 6,14).

Engang havde Paulus været stolt af sig selv… af det grumme han gjorde.  Men det var fortid nu. Og han siger: “Men dette ene gør jeg: jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude” (Fil 3,13).

Og det indbyder Gud også dig til at gøre! Uanset hvor grum din fortid (eller nutid) er – så inviterer Gud dig til at modtage hans nåde og tilgivelse – og ja, hans kald til dig! Gud giver dig noget nyt at være stolt af – stoltheden over at kende Jesus og over at have modtaget en så stor frelse!

Se op! Se frem! Se på Jesus – og gå alle skridtene fremad sammen med ham!

Skriv et svar