Tak!

De sidste dage har jeg skrevet ud fra Salme 9. Om Gud, der var en borg for undertrykte (vers 10-11), og om at Gud tog sig af Davids fjender (vers 4-5). Der er stor grund til, at David indleder salmen sådan:

“Jeg vil takke Herren af hele mit hjerte og fortælle om alle dine undere. Jeg vil glæde mig og fryde mig over dig og lovsynge dit navn, du den Højeste” (vers 2-3).

Jeg kan mærke Davids jublende glæde bruse over Herren: takke, fortælle, glæde, fryd, lovsang. Det fylder David helt! Hele hans hjerte, siger han!

Og det er Guds undere, som fylder ham! Guds veje igennem det, der så umuligt ud. At Gud stillede voldsomme storme i Davids liv. At Gud tog sig af alt det, som var for stort for David. Men – Gud var og er den Højeste – så intet er for stort for ham!

Det er den Gud, som jeg elsker! Jeg ser også hans undere i mit liv. Jeg mærker ham løfte det, som er for tungt for mig!

Elskede Gud – Tak! Tak fordi du har fyldt mig med lovsang over dine undere! Tak fordi intet er for stort for dig! Tak fordi du er nærværende og aktiv i mit liv, som det bevæger sig over livets hav. Nogle gange i blik – andre gange med voldsomme bølger. Tak – jeg er fyldt af din glæde!

 

Skriv et svar