At være elsket

Lys og vand – der giver dig liv!

Jeg frydes, når jeg læser Jesu skønne ord til mig:

Først: ” ‘Lad den der er tørstig, komme til mig og få noget at drikke. Den der tror på mig, skal det gå som der står i Skrifterne: ‘Fra deres indre vil det vælde frem med livgivende vand.’ Han talte om Helligånden…” (Joh 7,37-39)

Og dernæst: “Jeg er verdens lys. Alle der følger mig, vil ikke gå i mørket, men vil have livets lys i sig” (Joh 8,12).

Begge handler om liv! Liv til mig, som længes, som trænger, som ønsker ham i mit liv! Alt, hvad der skal til, for at jeg har liv i livet – det giver han mig. Og det på en måde, som er så nær, som en elskende er med sin elskede!

For det levende vand bliver som en kilde i mig. Og livets lys vil være i mig. Det er Jesus, som er i mig ved Helligånden. For det er jo ham, som er livets vand og verdens lys!

Så… ingen tør, fattig tilværelse… ingen mørk, uigennemtrængelig tristhed… Vand! Lys! Svaret på et tilfredsstillende, frugtbart liv! Et liv mættet med kærlighed og fyldt med glæde. Et liv elsket af ham!

Ja, min elskede Jesus… tak at du fylder mig lige her… møder min tørst og lyser op i mit liv… Jeg mærker, at du elsker mig – og jeg elsker også dig! Tak! Tak for altid – modtag jublen fra mit hjerte.

(Bibeltekst fra Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *