Uanset alt – du kan være tryg med Ham!
Sådan skete det den dag:
“Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer” – og de havde endda dækket sig med figenblade, som de havde syet sammen (1 Mos 3,8).
Men: NEJ!
Gud er ikke en, man skjuler sig for. Han er en, man skjuler sig i.
Se bare her:
“Hos dig søger jeg skjul,
du beskytter mig mod trængsel;
du lader jubel over min redning lyde omkring mig.
Sela”
(Sl 32,7)
“Den, der sidder i den Højestes skjul,
har sin bolig i den Almægtiges skygge;
han kan sige om Herren:
‘Min tilflugt og min borg,
min Gud, som jeg stoler på.”
(Sl 91,1-2)
“Han gemmer mig i sin hytte
på ulykkens dag,
han skjuler mig i sit telt
og løfter mig op på klippen.”
(Sl 27,5)
“Vogt mig som din øjesten,
skjul mig i dine vingers skygge.”
(Sl 17,8)
Han elsker dig – og uanset alt andet i dit liv – så kan du skjule dig hos ham. Det er stedet, hvor du kan være tryg, når alt andet stormer og raser. Der kan du finde fred. Der kan du lade dig favne af hvilen. Der vil du mærke, at du er elsket.
Skjul dig ikke, når du er lille og skamfuld, fortvivlet og forvirret, frustreret og opgivende – KOM! Han favner dig i kærlighed – altid. Han dækker dig med nåde – altid. Han giver dig liv igen – altid.


