At være sammen med ham

Når du er allerlængst ude – mød Ham, som forvandler

Åh, alle kræfter raser inden i mig… Det er, som om intet kan holde min sjæl på plads…

Frustration, vrede, smerte, uendelig ked-af-det-hed… det hele er som stærke bølger, der er ved at rive mig i stykker… Jeg kan næsten ikke være i mig selv…

Og det, jeg gør, skader bare mig selv… Mere skadet end jeg var i forvejen…

Skriget kommer op igennem mig – og jeg råber det ud… skingert, angribende, smertefyldt… og i samme øjeblik fortryder jeg det… Jeg kan overhovedet ikke kontrollere mig selv…

Døden kan næsten synes velkommen… her på dette gudsforladte sted… jeg hader, når djævelen kommer så tæt på… jeg er for lille, underlagt...

Jeg magter ikke mere…

Var det mon sådan, han havde det?

“Han var besat af en uren ånd. Han holdt til i gravene, og ikke engang med lænker kunne man holde ham bundet; for han var ofte blevet lagt i fodjern og lænker, men lænkerne havde han revet af sig, og fodjernene havde han sprængt. Ingen var i stand til at tæmme ham; hele tiden, både nat og dag, løb han rundt mellem gravene og på bjergene og råbte og skreg og slog sig selv med sten” (Mark 5,2-5).

Øjensynlig kunne han ikke engang bede… Godt nok fik han øje på Jesus, og han kom “løbende og kastede sig ned for ham” (vers 6) – men ordene, der kom ud, afspejlede slet ikke, hvad han ønskede sig… tværtimod talte ånden igennem ham…

Men der. Sammen med Jesus blev han forvandlet. Jesus sendte alle de onde ånder bort. Jesus satte manden fri.

Er du langt ude? Ikke for langt for Jesus!

Drop at søge efter at få kontrol over dit liv – søg Jesus!

Han forvandler dig. Han tager kampen. Du får fred!

Du er elsket! Jesus glæder sig til at røre det værste i dig…

Han hører også bønnen, du ikke formår at bede…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *