Troende kvinder reddede Moses

Moses var dødsdømt fra start.

Farao havde nemlig sagt følgende: “Når I forløser hebræerkvinderne, skal I holde øje med de to sten; er det en dreng, skal I dræbe ham, er det en pige, kan hun få lov at leve” (2 Mos 1,16). Etnisk udrensning. Israelitterne var blevet for mange.

“Men jordmødrene frygtede Gud og undlod at gøre, hvad egypterkongen havde befalet dem; de lod drengene leve” (vers 17). Det var tro.

Så foretog Farao næste træk: “Men Farao befalede hele sit folk: ‘Hver eneste dreng, der bliver født, skal I kaste i Nilen; men pigerne kan I lade leve’ “ (vers 22).

Men også her, var der troende kvinder, der reagerede. Jokebed havde fået en søn, som hun holdt skjult i tre måneder. Og “da hun ikke kunne skjule ham længere, tog hun en sivkurv, tætnede den med beg og tjære, lagde barnet i den og satte den ud mellem sivene ved Nilens bred” (2 Mos 2,3). Det var tro.

Og “hans søster stillede sig et stykke derfra for at se, hvad der skete med ham” (vers 4). Mirjam havde tro. Da Faraos datter kom og fandt Moses, var Mirjam klar til at finde en amme.

Alle disse kvinder havde enkle roller i tilværelsen: Jordmødre, mor, søster. Men de var troende og havde overgivet sig til Gud. Så de kom faktisk til at spille meget store roller.

Sådan kan vi ikke vide, hvad de ting, vi gør i trofasthed overfor Gud, egentlig kommer til at betyde. Intet er ligegyldigt.