Hvem er Jesus for dig?
Jesus kom for at vi skulle lære ham at kende. Og da han var her, havde han tolv disciple tættere på sig end alle andre. Ja, de fulgtes med ham dag og nat og oplevede det almindelige hverdagslige, og når Jesus underviste og helbredte, hans samtaler med farisæerne og ind imellem det hele talte de med hinanden.
Men alligevel forstod de ikke, hvem Jesus var. De forventede en konge, ikke en leder der ville dø på et kors.
En dag spurgte Jesus dem først: “Hvem siger folk, at jeg er?” og bagefter “Men I, hvem siger I, at jeg er?” (Mark 8,27.29).
Måske er det et spørgsmål, som er vigtigt for os at svare på hver dag: Hvem er Jesus for dig?
Er han din trøster?
Er han din frelser?
Er han din rådgiver?
Er han din ven?
Er han din far?
Er han din Gud?
Hvad vil du svare ham? Hvad glæder du dig over ved ham? Hvilken plads ønsker du at give ham – også selvom du ikke helt forstår, hvad det betyder? Er der noget i din holdning som skal ændres, for at du kan tage imod mere af ham? … Tal med Jesus om de ting – spørg ham, hvem han gerne vil være for dig.
Åh, det er så spændende at være sammen med ham og lære ham bedre og bedre at kende!


