Kaldet af Gud – til problemer?

Abraham oplevede det: Først – det meget store øjeblik, hvor Gud kaldte ham. Dernæst – hungersnød.

Altså – vi oplever Guds nærhed i vores liv, kaldet til at tjene ham – og så kommer der problemer?!

Det er så menneskeligt at spørge sig selv og Gud, om det virkelig er Guds ledelse?! Kan det virkelig passe, at vi har forstået hans stemme – når problemerne nu vælter ind over os…

Men Gud ledte Abraham.

Gud kaldte Abraham: “Herren sagde til Abram: ‘Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.’ Så drog Abram af sted, sådan som Herren havde befalet ham” (1 Mos 12,1-4).

Gud ville gøre så meget. Abraham forlod så meget. Tro. Tillid.

Og da de kom ‘ud i landet’ bekræftede Gud: “Jeg vil give dine efterkommere dette land” (vers 7).

Men hvilket land… “Der blev hungersnød i landet…” (vers 10). Og vi får aldrig at vide, hvad Gud havde tænkt at gøre… for “Abram drog ned til Egypten for at bo dér som fremmed”. Abraham handlede selv… det tog længere tid at lære tillid… Han var på en rejse med Gud, hvor han skulle lære tillid. Og Gud slap ham aldrig.

Ligesom Gud aldrig slipper os. Ligesom vores livsrejse også handler om at lære tillid til Gud – i alt. Han er ikke væk, når der er problemer – det er en anledning til at lære tillid: til at læne os endnu ind til Gud og se, hvad han vil gøre…

Når du møder problemer, er Gud ikke væk – han inviterer dig tættere på!