Jesus skubber til hende i samtalen

Den kvinde var for altid forandret! Hendes møde med Jesus ved Jakobskilden i Samaria forvandlede hendes liv.

Hvad gjorde Jesus i den samtale? Han “skubbede” til hende.

Først skubbede han til hendes forforståelse af den jødiske mand – hvilket afspejlede den kultur, hun var i: “Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” (Joh 4,9).

Så skubbede han til hendes nysgerrighed: “Hvis du kendte Guds gave og vidste…” (vers 10).

Han skubbede også til hendes problem: “Gå hen og kald på din mand, og kom herud” (vers 16) – men hun havde jo haft fem mænd, og levede nu sammen med en, der ikke var hendes mand.

Og så skubbede han til hendes forståelse af tilbedelse – “I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne” (vers 22).

Og det virkede! Hun tog imod Messias! Jublende vendte hun tilbage til byen: “Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?” (vers 29).

Måske er en del af vejen til forandring, at vi bliver skubbet?

Men hvordan kunne Jesus lykkes med det? Kærlighed! Han begyndte med at vise sin egen sårbarhed og behov: “Giv mig noget at drikke” (vers 7) – og det var også en anerkendelse af hende. Han viste respekt for en, der måske ikke oplevede meget respekt fra andre, og knap nok havde det til sig selv. Han gav hende livets vand: “Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (vers 14).

Jesus, lad os lære af dig hvordan vi kan møde andre mennesker, hvor det bliver forvandlende, fordi de møder dig – og vi måske i kærlighed og ved din nåde skubber tilpas!