Bønnesvaret – ikke det ydre, men det indre
Vi ser Guds Søn kæmpe. Ham, der altid har været rolig og fattet, er forpint og fortvivlet.
“Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane.” “Og han blev grebet af sorg og angst. Da sagde han til dem: ‘Min sjæl er fortvivlet til døden’ “ (Matt 26,36.37-38). “I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden” (Luk 22,44).
Han bad således: “Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil” (Matt 26,39).
Og han blev bønhørt. Selvom bægeret ikke blev taget fra ham, så blev han bønhørt. Det kan vi læse her: “Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt og friet fra sin frygt” (Hebr 5,7).
Jesus fik det, han havde brug for: Styrken til at gå det igennem!
Og sådan er han et eksempel for os i dag. Vi slipper måske ikke for det… men Gud giver os styrken til at være i det. Uden frygt. I fred. Og – det er i grunden det største bønnesvar, for det synes i udgangspunktet så umuligt. For hvem kan have fred i noget forfærdeligt? Det kan ske – ved Guds nåde! Det sker – ved Guds nåde!
