At have tillid

Det handler om kampen om dit sind

Hizkija var konge, og “han stolede på Herren, Israels Gud; hverken før eller siden så man én som ham blandt alle Judas konger. Han holdt fast ved Herren” og “Herren var med ham, så han havde lykken med sig i alt, hvad han foretog sig” (2 Kong 18,5-6.7).

Juda rige havde været underlagt assyrerkongen, men Hizkija “gjorde oprør mod assyrerkongen og ville ikke længere være hans vasal” (vers 7). Og så kom assyrerkongen Sankerib mod Juda igen.

Kommandanten sendte så disse ord til Hizkija: “Sig til Hizkija: Dette siger storkongen, Assyriens konge: Hvad er det, du stoler på? Mener du, at ord alene kan være råd og styrke i krig? Hvem er det, du stoler på, siden du gør oprør mod mig?”“I svarer mig: ‘ Vi stoler på Herren vor Gud'”“Og endelig, var det uden Herrens vilje, jeg drog op mod dette sted for at ødelægge det? Nej, det var Herren, der sagde til mig: Drag op mod dette land og ødelæg det” (vers 19-20, 22 og 25).

Så han udfordrer i den grad Hizkija: Kan du virkelig stole på Gud i det her? Og han går videre og taler også til folket: “Hør, hvad storkongen, Assyriens konge, har at sige! Dette siger kongen: Lad ikke Hizkija forføre jer, han kan ikke redde jer fra mig. Og lad ikke Hizkija få jer til at stole på Herren, når han siger: Herren skal nok redde os, og denne by skal ikke gives i Assyriens konges hænder. I skal ikke lytte til Hizkija! For Assyriens konge siger: Slut fred med mig og overgiv jer til mig, så skal enhver af jer spise af sin egen vinstok og sit eget figentræ og drikke vand fra sin egen brønd” (vers 28-31).

Men folket stod sammen med Hizkija: “Men folket forholdt sig tavs og svarede ham ikke et ord, for kongens befaling lød på, at de ikke måtte svare ham” (vers 36).

Og dette ord kan vi tage med i dag: Gå ikke i dialog med djævelen, når han forsøger at så tvivl om, hvorvidt Gud nu er med dig eller ikke… Det var sådan, at slangen fik Eva i sit garn: Dialog om tvivlen om hvorvidt hun nu kunne have tillid til Gud. Det er der, at kampen om dit sind ligger: Har du tillid til Gud, eller har du ikke? I alting, faktisk – småt og stort.

Kæreste Gud, hjælp os til at give dig vores tillid i dag! Hold fast i os, Herre! Tag du dig af djævelen – vi vil se på dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *