Hvis du nu sad med Gud på en bænk…

Ja, sæt dig et øjeblik og tænk, at nu sidder Gud på bænken ved siden af dig…

Hvad vil du sige?

Noget af det, som kommer til mig, er:

Åh, min kæreste Jesus, hvor er det dejligt, at mærke dig så nær. Det er jo det, jeg trænger til hele tiden. Jeg ønsker ikke, at du nogensinde går væk! Lad os altid være lige så nær på hinanden som nu! Det her er bare det bedste sted at være.

Jeg længes faktisk efter mere af dig. Jeg var i dag optaget af ordene: “På den tid lød Herrens ord sjældent, og syner var ikke almindelige” (1 Sam 3,1) – og så viste du dig for Samuel. Nådigt og udholdende – for “han kendte nemlig endnu ikke Herren” (vers 7) – så i begyndelsen opdagede han slet ikke, at det var dig! Men du brød dig ikke om det, men lærte ham, at det var dig.

Og så tænkte jeg på, om mit liv ind imellem er så fuldt af ‘mine ting’, at jeg ikke rigtigt får lyttet til dig… fordi jeg ikke bliver rigtig stille indeni… Her har jeg virkelig brug for din hjælp, Jesus, du må bringe din fred ind i mit sind, jeg kan ligesom ikke selv lægge min uro ned.

Og så kom forestillingen om dig og mig på bænken. Tak for den. For den hjalp mig så meget ind i erkendelsen: Du er jo nær! Du er jo lige her. Og jeg kan bare fortælle dig, lige hvordan jeg har det.

Mer, Jesus, mer af den her slags stunder! Jeg elsker at være sammen med dig. Jeg elsker at tale sammen.

“Stol altid på ham, du folk,
udøs jeres hjerte for ham,
Gud er vor tilflugt.”
(Sl 62,9)