At være elsket

Jesus mærker det, du mærker

Jesus elsker dig, og med sit elskende øje følger han dig. Han er opmærksom på alt, hvad der sker med dig, ja, der står, at “han kredsede om det, holdt øje med det, passede på det som sin øjesten” (5 Mos 32,10).

Gud fortæller dig, at lige så følsomt dit øje er, lige så følsom er Gud overfor dig.

Jesus siger: “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt 25,40). Når du mærker smerte, så mærker Jesus din smerte. Når du oplever, at du bliver mobbet eller hånet, så mærker Jesus det indeni sig. Når mennesker skuffer eller svigter dig, så mærker Jesus pinen ved at blive svigtet. Når du jubler af glæde over en andens kærlighed, så mærker Jesus den kærlighed.

Du betyder så meget for ham, og han er så tæt på dig – at Jesus mærker alt det, du mærker. Det er derfor, han siger, at hvad man har gjort mod et andet menneske, det har man gjort imod ham. Sådan er hans kærlighed. Så højt elsker han! Så højt elsker han dig!

Og ja, vi ved, det er sandt, at kærligheden er sådan… Når der sker noget med et andet menneske, som vi holder meget af – så kan vi nemlig også mærke det indeni… Og Jesus elsker dig meget højere, end noget menneske nogensinde kan elske…

Du er uendelig højt elsket! Og Jesus mærker alt, hvad du mærker – og han længes efter at give dig mere glæde… for han elsker at se dig smile og le… Han elsker at mærke glæden sammen med dig… Han vil dele din sorg – og løfte dig over den…

En kommentar

Skriv et svar til Anna Maria Melhus Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *