At være elsket

Et absurd spørgsmål og et forunderligt svar

Er du klar til spørgsmålet: Tror du, at Gud vil begrænse dig eller berige dig?

Hvorfor overgiver du dig ikke helt til Gud? Er du bange for, at han vil tage noget fra dig, som du ikke vil af med? Er du bange for, at han vil lede dig til noget, som du ikke har lyst til?

Og ja, undskyld… måske er det ikke her, jeg skal stille spørgsmålene… måske er du, som læser dette – overgivet til Gud…

Men altså, jeg gør det alligevel, for: Jeg tror, det er helt grundlæggende: Giver vi Gud vores tillid – hele tiden og i alt – eller gør vi ikke?

Og min egen bekendelse er: Min elskede Gud inviterer mig til at give ham mere tillid, han leder mig hele tiden til en dybere overgivelse… ja, mit eget hjerte ved ikke en gang altid, hvordan det står til – men det gør han!

Og så vil jeg gerne gøre mit til at forsikre dig om, at der kun sker én ting ved at give Gud alt: Det bliver bedre! Og hvis det ikke ser sådan ud – så er det løgn.

Lad os tage løgnen først. Jep – måske vil dit valg af overgivelse føre til, at nogle mennesker ikke er dig så nær, som de var før. Måske vil dit valg af overgivelse føre til, at du stopper med at gøre noget, som du oprigtig talt har været glad for. Men disse valg betyder ikke, at livet bliver dårligere.

Og så til sandheden – sandheden om Gud: Han elsker dig så højt, at han var klar til at dø for dig! Også Paulus har tænkt over dette så længe, at han udfolder, hvad det betyder: “Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” (Rom 8,32).

Det er derfor, jeg kaldte spørgsmålet absurd. Gud – begrænse dig? Nej, han elsker dig så højt, at ikke sparer noget som helst for, at du får et bedre liv! Dette er det forunderlige svar! Og du får et liv, der kan beskrives sådan her: “Find din glæde i Herren, så giver han dig, hvad dit hjerte ønsker” (Sl 37,4) – og jeg siger dig bare, at det er langt udover, hvad jeg har kunnet bede om eller foreslå ham (Ef 3,20).

Så – hvorfor ikke nu? Overgiv dig helt til Gud!
(Og gør det igen i morgen, og dagen efter, og hver dag resten af dit liv…)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *