At være elsket

Guds “tilfældigheder” i dit liv – ser du dem?

Når jeg læser Esters Bog, bliver jeg virkelig begejstret over alle de “tilfældigheder”, som bare spiller sammen på en større måde. Se her:

  • Mordokajs niece, Ester, bliver dronning. (Est 2,7.17).
  • Mordokaj får nys om et komplot mod kong Ahasverus, som han fortæller Ester om, og det bliver afværget. (Est 2,21-23).
  • Haman er vred over, at Mordokaj ikke vil bøje sig for ham. Og Haman snyder kongen til at være med på en plan om at dræbe alle jøder i landet. (Est 3,5-6.8-11).
  • Mordokaj giver besked til Ester, at hun må gå til kongen med det. Måske er det tilmed for at kunne redde sit folk, at hun er blevet dronning. (Est 4,8.14).

Begivenhederne ovenfor er store og fantastiske. Og Ester faster og beder sammen med sine piger, og hun har bedt Mordokaj samle jøderne i Susa og gøre det sammen. Nu kommer der så en række “tilfældigheder” mere, som nærmest indeholder – ja, ironi.

Først inviterer Ester kongen og Haman til gilde.

  • Og Haman går glad fra gildet – bliver vred over Mordokaj, som han brokker sig over til sin familie. Og Haman ender med at bygge en galge, med en plan om at hænge Mordokaj i den. (Est 5).
  • Men den nat kan kongen “tilfældigvis” ikke sove. Han beder om at få læst op af krøniken over mindeværdige begivenheder. Og det er “tilfældigvis” historien om komplottet ovenfor, som Mordokaj afværgede, der bliver læst. Og kongen finder ud af, at Mordokaj aldrig er blevet hædret. Haman kommer “tilfældigvis” – faktisk for at spørge kongen om lov til at hænge Mordokaj – men kongen har brug for råd om, hvordan man hædrer en mand. Haman tror, det er ham selv… og folder en fantastisk idé ud. Kongen er begejstret – og beder Haman hædre Mordokaj sådan, som han har beskrevet. (Est 6).
  • Der er endnu en festaften hos Ester for kongen og Haman, og nu fortæller Ester kongen om Hamans plan. Kongen bliver meget vred – og går et øjeblik for sig selv i slotsparken. Haman bønfalder Ester for sit liv – han ligger ind over divanen, hvor Ester lå, og i det øjeblik kommer kongen “tilfældigvis” tilbage – og bliver vred over Hamans adfærd overfor dronningen. En af kongens folk fortæller kongen om Hamans galge til Mordokaj – og kongen beordrer nu, at Haman selv bliver hængt i den galge. (Est 7).

Historien ender med, at jøderne styrkes, og også Mordokajs position – han bliver nummer to efter kongen.

Wau. Det hele er bare i Guds hænder! Det lyser ud af historien – selvom Gud ikke engang er nævnt… – men man ser ham mellem alle linjerne…

Derfor vil jeg gerne dele den historie med dig! Til situationerne i dit liv, hvor du ikke ser Gud tydeligt – men hvor han alligevel er mellem alle linjerne… Måske er der tilmed “tilfældigheder”, som du ikke har fået øje på… Bed Herren om at åbenbare dem for dig! Sig ham tak for det, som ser ud for dig som “tilfældigheder”…

Der er en Gud, som elsker dig højt! Han slipper dig aldrig. Men han har gang i ting på måder, som du ikke kan gennemskue, udgrunde, ja, eller forstå… Stol på ham, som elsker dig!

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *