At være elsket

Du kan få liv i overflod

Jeg synes, det lyder fantastisk: “Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod” (Joh 10,10). Når Jesus giver mig liv og det i overflod – så indeholder det alt godt. Mere end jeg kan forestille mig, tænker jeg – for det der med overflod, rækker ud over det, jeg kan gribe… rumme… forstå…

Jesus siger det i kontrast – der er en anden – en tyv – som vil stjæle mit liv! Han siger: “Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge” (Joh 10,10). Et ødelagt liv kontra et liv i overflod! Ja, jeg ved godt, hvad jeg ønsker mig.

Historien handler om hyrden. Den gode hyrde. En hyrde, som kender hvert eneste får ved navn, og fårene “følger ham, fordi de kender hans røst” (vers 4).

Det lyder godt! Det er dejligt, at Jesus kender mig som person, helt ind i mit inderste. Det er vidunderligt, at han åbenbarer sig, så jeg kan lære hans stemme at kende. Jeg tænker, at det hele emmer af kærlighed. Som to elskende. Hans kærlighed udtrykkes i den overflod han giver mig – og min kærlighed i at jeg følger ham – jeg kan simpelt hen ikke andet…

Åh, min Jesus, jeg takker dig for mit liv – et liv i overflod, fordi du er og elsker mig… Tak fordi du passer på mig, så tyven ikke får lov til at ødelægge og stjæle mit liv… Lad mig høre din stemme i dag, så jeg kan følge dig… Tak fordi jeg også i dag får lov at lære dig bedre at kende… Jeg elsker dig, Jesus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *