Kaldet til at gøre noget

Gideon blev kaldet til at gøre noget.

Israelitterne havde igen gjort, “hvad der var ondt i Herrens øjne. Herren gav dem i midjanitternes hånd” (Dom 6,1).  Og nu var israelitterne endelig nået til erkendelse af, at de faktisk havde brug for Gud – og Gud svarede dem: “Da israelitterne råbte til Herren over midjanitterne, sendte han en profet til dem” (vers 7).

Det var Gideon. Gideon, som var fyldt af spørgsmål: “Hvis Herren er med os, hvorfor har alt dette så ramt os?” “Vil du frelse Israel ved mig, sådan som du har lovet?” (vers 13 og vers 36).

Der var ikke noget i Gideons omgivelser, som lige så ud som om, at Gud var der. Og hvordan kunne han overhovedet være sikker på, at det var Gud, som talte til ham? Det var ikke nogen lille ting at gå i gang med at rive de afguder ned, som folket søgte.

Gud forsikrede Gideon: “Drag af sted i al din styrke, så skal du frelse Israel fra midjanitterne. Det er mig, der sender dig” (vers 14). Gud fyldte Gideon med sin ånd (vers 34). Og Gud gav Gideon et tegn, som han selv havde bedt om – noget uld på tærskepladsen, som først var vådt, imens alt andet var tørt. Og herefter tørt mens alt andet var vådt (vers 37-40).

Det er ikke altid så dramatiske ting, som vi er kaldet til… og måske så lidt af alligevel, fordi kampen i denne verden er imellem ondt og godt… Og vi har også brug for at vide, at Gud er med os i det, vi gør i tjeneste for ham.

Vi er alle sammen kaldet til at gøre noget. Der hvor vi er. For at være en tjener, der bidrager til at noget bliver bedre. For at himmelens principper kommer i spil. For at Gud får mere plads… Selvom Gud kan kæmpe for sig selv – så kalder han os til at være med. Og – han forsikrer os om, at han er med os.

Skriv et svar