Fra hjælpeløs til stærk

“Du hjælpeløse, du stormhærgede, du, som ikke finder trøst, se jeg sætter din mur af malakit og lægger din grundvold med safirer. Jeg sætter dine murtinder med rubiner, dine porte med karfunkler, og hele din ringmur med ædelsten.” (Sl 54,11-12)

Der er ikke meget skønhed over den stormhærgede, og der er ikke megen styrke i den hjælpeløse. Slidt. Laset. Kaos. Ødelagt. Knust.

Sådan kan et menneskeliv være. Det er der, hvor vi ikke har kræfter til at rejse os op. Det smerter i alt, hvad der kan gøre ondt. Alle tanker er i kaos. Trætheden er enorm og alligevel kan man ikke sove… Tårrene er grædt – og alligevel er der flere – selvom de måske er tørre… Man er sårbar, skrøbelig, ved at falde fra hinanden…

Og der er Gud! Tæt på dig! Og han gør noget. Noget som både gør dig stærk og skøn…

Han sætter din mur for dig. Han bygger dig op. Og han gør det uendelig smukt. Det er de skønneste ædelstene, han bruger…

Hvilket vidunderligt mirakel! Hvilken stærk skaberhandling i vores liv! Endnu en gang blev vi ikke ødelagt eller gik til grunde… vi blev stærkere og skønnere…