At modtage

Fortæl din historie

Jeg havde besøg af en veninde i weekenden. Vi delte Gud. Masser af erfaringer med Gud. Masser af tanker fra Bibelen, som har grebet os på forskellige tidpunkter. Overvejelser. Længslen efter mere af ham. Ønsket om at være et redskab for ham.

Det har bare været rigtig godt!

Det er godt at dele erfaringer. “Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig” (Mar 5,19), sagde Jesus til manden, som han netop havde drevet den onde ånd ud af.

Og Josva sagde til israelitterne, da de var på vej ind i Kana’ans land: “Vælg tolv mænd af folket, én fra hver stamme, og sig til dem, at de skal tage tolv sten op her ude fra Jordan, fra det sted, hvor præsterne står, bringe dem med over og stille dem på det sted, hvor de slår lejr for natten… Det skal være et tegn blandt jer. Når jeres sønner i fremtiden spørger: ‘Hvad er det for sten?’ Skal I svare: ‘Vandet i Jordan forsvandt foran Herrens pagts ark; dengang den gik over Jordan, forsvandt vandet i Jordan.’ Disse sten skal for israelitterne være mindesten til evig tid.” (Jos 4,2-3.6-7).

Fortæl din historie til en anden! På den måde holder du Guds tegn op for dig selv og en anden. Dit hjerte får igen lov at fyldes af glæde over, hvor fantastisk Gud er. Du mindes om, at du kan have tillid til Gud. En anden opmuntres af dine erfaringer. … Og nogle gange er det også som om, at jo mere vi deler – jo mere får vi at dele!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *