Lyt til en anden
En ven fortalte, at han én gang virkelig stærkt oplevede, at Gud talte til ham, da han var sammen med et andet menneske. “Og ved du, hvad Gud sagde?” spurgte han? “Nej, hvad?” spurgte jeg nysgerrigt retur. “Ti stille!” sagde han.
Ja, vi morede os lidt over det komiske i, at da Gud virkelig ledte ham til at gøre noget – så var det til at tie stille. … Det er faktisk stort. Tænk at blive ledt til at lytte til en anden. Til at anden fik plads til at dele tanker fra sit liv uden afbrydelser. At en anden kunne få plads til selv at reflektere, uden at skulle afbrydes af gode råd, lignende historier – måske lidt “bedre” historier…
“Du skal elske din næste som dig selv.” (Matt 19,19) Giv en anden din kærlighed ved at lytte. Stil op til at rumme vedkommendes glæder og sorger, ved din tilstedeværelse mere end ved dine forklaringer. Lyt aktivt, uddybende og engageret. Træd i baggrunden med din egen visdom. Mens du lytter, så send en bøn op til Gud om, at han med sin Ånd må tale til den andens hjerte.