
Far fjerner det farlige fra mig
Vi så en dyreudsendelse. Alle mulige dyr i Afrika. Nu var det sekvensen med surikater.
Der var unger. Og en af de små var nysgerrig på en skorpion. Den slog lidt til den. Og speakerne fortalte, hvor utrolig giftig skorpionen var.
Pludselig ser vi en voksen surikat komme spurtende. Lige hen til den lille. Resolut bed den voksne gifthalen af skorpionen. Nu var den uskadelig.
Jeg kom til at tænke på Gud. Min Far i himlen. Ham som elsker mig så højt, og som passer på mig.
Ja, der kan være ting i mit liv, som er farlige for mig – men jeg ved det ikke… Og jeg så for mig, at Gud kærligt fjerner det, så jeg kan være tryg.
Her fra en bibelsk historie om noget farligt, som Gud og englene havde helt styr på:
“Så bad Elisa: ‘Herre, åbn øjnene på ham, så han kan se!’ Herren åbnede den unge mands øjne, og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa” (2 Kong 6,17) – ja, mange flere end fjenden, som havde omringet dem!
Der sker meget mere, end vi ser…
