Jeg sad ligesom på tærsklen til evigheden

Jeg sad ved dødslejet. En ældre mand.

Som jeg sad der og kiggede på ham, fyldtes jeg af storheden: Wau, her var en mand, som næsten havde fuldført. Det næste, der ventede ham, var opstandelsen og det evige liv. Jeg tænkte på smukke ungdomsbilleder af ham – sådan ville jeg møde ham næste gang! Smil og glæde fyldte mig.

Og der sad jeg – favnet i Guds nåde. Favnet i hans evighedsperspektiv. Jeg blev løftet ud over savnet og sorgen her og nu.

Det var, som at være på tærsklen til evigheden! Et glimt af himlen her i dødens forgård.

For – selvfølgelig er døden en fjende! “Som den sidste fjende tilintetgøres døden” (1 Kor 15,26).

“Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske” (vers 20-21). Fordi Jesus er opstået, har jeg visheden om opstandelsen!

Og indtil opstandelsen er døden jo bare en sød søvn – ja, for hvem elsker ikke en søvn uden afbrydelser!

Det vigtige er: Evigheden venter! Og den dag begynder en verden uden død:

“Gud selv vil være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej eller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.”
(Åb 21,4)

Og den dag føltes pludselig så nær…

Den dag lever jeg for!

Den dag dør jeg med sigte på!