
To grunde til at sove godt
Ordsprogenes visdom giver ofte genklang. Som dette:
“Min søn, bevar fornuft og omtanke,
lad dem ikke vige fra dine øjne;
de skal blive til liv for dig
og være et yndigt smykke om din hals.
Da går du trygt ad din vej
og støder ikke din fod.
Når du lægger dig, kan du gøre det uden frygt,
når du har lagt dig, sover du godt.”
(Ord 3,21-24)
Ja – stress over ikke at have styr på tingene, giver ikke god søvn! Men når man med ‘fornuft og omtanke’ har ordnet og planlagt, også med tid til at slappe af – så er hvilen om natten også en anden. ‘Fornuft og omtanke’ i forhold til relationer giver også mere ro – omkring os og i os.
Det var så den ene grund: Hvad vi selv kan gøre – med den visdom, som Gud har givet os.
Og så de næste vers:
“Frygt ikke den pludselige rædsel,
det uvejr, der kommer over ugudelige,
men sæt din lid til Herren,
han skal vogte din fod for fælden.”
(Vers 25-26)
Når vi har tillid til Gud, så behøver vi heller ikke at frygte alt det, vi ikke er herre over. Så kan vi lægge os til hvile – trygge i ham. Til trods for. Ja, til trods for at vi aldrig kan vide, hvad der kan komme… så er alt det: i hans hænder – og han bevarer og hjælper os.

