
Gud gør det hele – du er forløst og fri
Vær aldrig i tvivl! Det er Gud, som gør det, der skal til for din frelse! Og du kan takke!
“Tak med glæde [din] Fader, som har gjort [dig] duelig til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede [dig] ud af mørkets magt og flyttede [dig] over i sin elskede søns rige; i ham har [du] forløsningen, syndernes forladelse” (Kol 1,12-14). (I [ ] din/dig/du i stedet for vor/jer/os).
Du arver ikke, fordi du som sådan er noget særligt, eller fordi du er ‘god’ eller har fortjent det. Du arver, fordi du er søn eller datter. Og Gud er din Fader! Derfor er alt Guds dit! Alt din himmelske Fars er dit.
Og som vi ser i verset – alt hvad du har brug for, for at være hans – gør han:
- Han gør dig duelig. Dvs. gør dig i stand til. Og – det er det, som beskrives i det følgende:
- Han har friet dig ud af mørkets magt. Tydeligvis en kamp som er håbløs eller for stor for dig – fordi mørkets magt er stærkere end dig. Men ikke stærkere end ham. Og han har friet dig! Fra mørke til lys.
- Han har flyttet dig over i sin elskede søns rige. Igen – han er den aktive. Han formår at flytte dig.
- Du er forløst i ham. Sat fri! Tilgivet, så ingen fortid hæmmer dig.
Vi takker og priser dig Gud, fordi du gør det! Vi elsker, at du er vores Far. En Far, der virkelig er stærkere end alt! En Far, der elsker os så højt! Tak for frelsen – arven – en dag det evige liv.
