At være elsket

At være elsket for evigt

Hvad tænker du om det evige liv? At du får masser af tid? At du ikke skal dø? Alt det du skal lave, og alle dem du skal være sammen med?

Jesus sagde: “Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus” (Joh 17,3)

For evigt elsket!

Det evige liv er at kende Gud – og han elsker! Det er et liv, som handler om kvalitet – ikke kvantitet. Åh ja, vi får også masser af tid… men det vigtige er at kærligheden folder sig mere og mere ud, og at det aldrig stopper!

I den bibeloversættelsen af 1931 står der “Adam kendte sin hustru Eva, og hun blev frugtsommelig” (1 Mos 4,1). Jeg elsker det! At kende – intimt og fuld af kærlighed.

Sådan er evigheden. Og vi kommer fortsat til at kende Gud bedre og bedre. Vi oplever hans kærlige væsen igen og igen, og vi er modtagere af alt det gode, som han gør for os.

Jeg elsker, at evigheden begynder allerede nu, fordi Jesus elsker mig nu, og fordi han åbenbarer sig, så jeg kan kende ham nu. Jesus siger: “Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv” (Joh 5,24). Det evige liv – det har jeg. Nu.

Åh, Gud, her er vi – evigt elskede! Og det er bare så godt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *