Her står jeg – hvorfor, Gud?

Måske var du med i går – de forunderlige historier om Gud, der åbnede veje igennem den ene umulighed efter den anden. Og du er simpelt nødt til at tage de historier lige ind i dit hjerte. Du er nødt til at lære at ånde igennem dem… at se din verden igennem dem… Ja, og først af alt at se Gud igennem dem…

For her står så du. Eller jeg. Og så sker der noget småt, som forstyrrer os rigtig meget… eller noget stort og voldsomt, som er ved at vælte vores verden totalt….

Det er så nærliggende at stille disse spørgsmål: Gud, hvorfor? Gud, hvorfor hjalp du ikke? Gud, hvorfor forhindrede du det ikke? Gud, hvorfor ledte du ikke en anden vej? Gud, er du her overhovedet?

Og jeg siger det bare: Jeg er totalt for, at vi taler med Gud om vores virkelighed! Lige som den er! Og han kan håndtere enhver frustration og ethvert råb i smerte… Og helt ærligt, der er i grunden heller ikke andre steder at gå hen, når vi mærker, at vores inderste bløder…

Men så til historierne som vi må ånde igennem… De viser os, at Gud aldrig er væk! De viser os, at Gud altid har en vej frem! Og helt underlæggende ser vi også, at det faktisk er muligt at sige tak for noget, som Gud allerede har gjort.

Og så sker der noget helt andet… inde i os… vi bygger ligesom på vores tillid til Gud… vi bliver mere stille, så vi kan høre ham… vi slipper… og er klar til at blive favnet i hans kærlighed lige der, og at modtage den fred, som han rigeligt fylder vores hjerter med…

“Sig tak under alle forhold…” (1 Thess 5,18)… “Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak…” (Fil 4,6).