At være elsket

Lev det ud – som Gud gør i dig

Jeg blev fascineret af “poesien” i en engelsk bibeloversættelse: “work out your salvation … for it is God who works in you” – det klinger så dybt, at vi lever det ud, som Gud gør i os. Så du får lige det med.

Ellers står det sådan her i Bibelen på hverdagsdansk: I skal “lade Gud få lov at fortsætte sit frelsesværk i jeres liv, idet I adlyder ham med dyb ærefrygt. Det er jo Gud selv, som giver jer lyst og styrke til at adlyde ham og gøre hans vilje.”

Eller i 1992 oversættelsen: “Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse… For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje” (Fil 2,12.13).

Gud virker i dig! Det er Gud, som giver dig lyst og styrke til at gøre det, som er godt i hans øjne.

Gud gør det.

Jeg finder, at det igen og igen er godt at stoppe op ved den tanke… blive i den… lade sig mætte af den… prise og takke Gud, for det han gør i mit liv.

Det gør mange ting så enkelt. Jeg mærker ydmygheden, æren er hans. Det åbner så mange muligheder og perspektiver. Det giver ro.

Perspektiverne rækker lige ind i evigheden. Du kan være tryg i forhold til frelsen – for Gud gør det! Hvorfor ordene “frygt og bæven” er valgt, ved jeg ikke… men jeg ved, at i sammenhæng med at det er Gud, der virker i mig – så er jeg favnet af ham, som elsker mig så højt – ja, ham, som jeg kender – og jeg ved, at han nok skal fuldføre det, som han er begyndt på i mit liv (Fil 1,6).

Amen! Tak og pris for ham!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *