Mærkede de Gud – uden at vide det?

Det var en strålende lys dag. Lys, som forårets sol kan lyse. Havet var så stille, fint og tegnet med lyseblå lysende pastel. Vandet var helt klart. Sandet lyste vidt. Badebroen var tør – og jeg var på vej ud for at bade. Solen varmede med 13 forårsgrader, vandet var 4.

Jeg var ikke alene. Der var et par andre kvinder også, som jeg ikke kendte. Alle var vi draget af skønheden og den vidunderlige oplevelse det er, at blive omsluttet af det klare friske vand, kroppens sansen af liv og fuldendt glæde.

Vores ord blandede sig til én historie: Om lykken ved at bade, oplevelsen af mening med livet, glæden over at mærke – ja, at denne dag var så god, bare fordi vi havde været en tur i vandet…

Og jeg kom til at tænke på, om de mon også mærkede Gud, Skaberen? Ligesom jeg gør, når jeg bader…

For Gud har til alle tider åbenbaret sig for mennesker igennem deres sanser – uden de i udgangspunktet kender ham: “I tidligere tider har Gud ladet alle hedninger gå deres egne veje, og alligevel har han vidnet om sig selv gennem sine velgerninger ved at give jer regn fra himlen og frugtbare årstider, ved at mætte jer og ved at fylde jeres hjerter med glæde” (ApG 14,16-17).

Åh, hvor jeg ønskede, at de også skulle kende ham… og lykken, som bare løftes til jeg ved ikke hvilken potens, når jeg bader sammen med ham…

Og mine jublende tanker var så stærkt forbundet med mine sanser… Ja, jeg fik lyst til at forkynde Gud, ikke bare med ord… men måske en sansegudstjeneste… For måske mærker mange ham gennem sanserne allerede? Og måske vil de genkende… Gud…?