Arkiv
Arkiver
Når Gud kalder dig – så se ikke på dig selv
Moses gjorde det.
Gud sagde: “Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten.”
Moses svarede: “Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?”
Men det handlede ikke om, hvem Moses var. ‘Forkert spørgsmål’ – men svaret står der: Jeg vil sende dig!
Gud svarer: “Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.” (2 Mos 3,10-12).
Ja, Moses havde mange indvendinger. Han sagde måske ikke en gang dem alle… Gud, jeg slog en egypter ihjel, Gud, jeg måtte flygte, Gud, jeg fik aldrig dit folk over på min side – de anerkendte mig ikke, Gud, det er så længe siden jeg har været der, Gud, jeg kan ikke sproget, Gud, jeg er 80 år – hvor længe har jeg energi, jeg er ved at blive gammel… Gud, jeg tror ikke, jeg tør…
Hvad siger du, når Gud kalder dig? Hvad tårner sig op som forhindringer i dit liv for, at Gud kan bruge dig?
Men spørgsmålet: Hvem er jeg? … Det er ikke centralt her… Alt, hvad du har oplevet, kan Gud bruge, når du giver dig selv til ham! Gennem det, du har oplevet, har han formet dig til den, du er. Og lige præcis dig – kan Gud bruge. Også selvom han endnu ikke er færdig med dig… Det handler om, at Gud kan!
“Jeg svarede: ‘Her er jeg, send mig!’ ” (Es 6,8).
Gud tog en mørk skygge fra hendes barndom væk
Hun fortalte mig historien – miraklet – glæden.
Men den begyndte et mørkt sted. Barndommens lys – og mørke. Lyset, når børnene var alene hjemme med mor. Mørket når far kom hjem, og alting væltede.
Men historien blev ikke i barndommen. Den lå ligesom indeni hende. Ikke helt kendt. Ikke helt identificeret. En frygt. En frygt for at der skulle ske noget, der væltede al ting. En frygt for dem, der kunne komme og vælte alting.
Voksen. Mange år senere. Hun vidste pludselig hvor det kom fra. Koblede – og gav Gud det – lige der hvor frygten var.
Og Gud viste hende, at han var foran hende. Han lagde ligesom hænderne om det hele. Han tog det. Skyggen og mørket, der havde ulmet i hendes historie så længe, blev erstattet af lys og lethed: Af hans tilstedeværelse.
Er Gud ikke bare fantastisk! afsluttede hun sin historie.
Jo! Han er! Og glem aldrig: at hvor “synden blev større, er nåden blevet så meget desto større” (Rom 5,20). Gud kan også favne dit mørke med sin nåde! Intet mørke er for mørkt for Gud – Gud kan se igennem det, opløse det i dig, hele dig, tage det væk!
“Siger jeg: ‘Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig’,
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.”
(Sl 139,11-12)
Livet med Gud forlænger livet
Det står sådan her: “At frygte Herren forlænger livet” (Ord 10,27).
Min første tanke var: Ja, for så bekymrer jeg mig ikke så meget. Jeg læner mig ind til ham – og lever.
Min næste tanke var: Ja, for Gud giver en masse principper for et sundt liv, som gør forskel for vores livslængde.
“Glad hjerte giver godt helbred,
modløshed udtørrer knoglerne.”
(Ord 17,22)
Og jeg ved, at Gud gør mig glad!
Jeg ved også, at han virkelig bærer mine bekymringer – og så bliver jeg mere glad!
Men så – endnu større: Hvad er skønnere end en nær relation med ham, som elsker mig? Jeg er jo skabt til relationer – ikke til at være alene. Hvad er bedre, end altid at være set – af kærlige øjne? Mit liv glider ikke væk i meningsløshed – nej, for jeg betyder noget for ham!
Liv i livet – og år til livet: Det er den naturlige følge af at følges med Gud!
Kan du stå sammen, står du stærkere
Her et vist ordsprog: “den vise vinder mennesker for sig” (Ord 13,30).
Meget sker på grund af relationer. Det er godt, hvis man kan netværke, skabe følgere, mobilisere andre, motivere, skabe positive fornemmelser hos andre for det, man selv står for.
Også som kristen. Gode relationer åbner dørene til hjertet.
Øv dig i på ægte vis at interessere dig for andre. Sæt dit eget til side og lyt og vær nysgerrig på andre. Hvem kan ikke selv mærke glæden ved at møde interessen fra et andet menneske. Det er som at give selve kernen i gudsforholdet videre: Vi er elsket af Gud – skabt til at elske andre. Gud er her altid for os – lyttende, kærlig, favnende – og sådan sender hans os ud for at møde andre.
Et lille ordsprog – men med stor effekt, når det leves.
Og ligesom al anden visdom kommer denne visdom også fra Herren – så Gud vil hjælpe os med visdom til at omgås.
“At frygte Herren er begyndelsen til visdom,
at kende den Hellige fører til forstandighed.”
(Ord 9,10)
Din tro kan blive en styrke for andre
Sådan var det med Debora. Hendes tro blev folkets styrke.
Situationen så ellers umulig ud. Kana’anæerkongen Jabin “havde undertrykt israelitterne med hård hånd i tyve år” – og det er længe! Og “Jabin havde ni hundrede jernvogne” – og det var meget! (Dom 4,3).
“Israelitterne råbte til Herren.” Og Herren talte til profetinden Debora – helt konkret kunne hun fortælle høvdingen Barak, at Gud sagde:
- Drag op på Taborbjerget
- Tag ti tusind mand af naftalitterne og zebulonitterne med dig
Og Gud fortsætter: “så skal jeg trække Jabins hærfører Sisera og hans vogne og hær hen til dig ved Kishonbækken og give ham i din hånd” (Dom 4,7).
Så: Gud ville gøre det, der så umuligt ud. På sin ‘sædvanlige’ Gud-måde: Gud sendte blot Barak ud med ti tusind mand – mod Jabins ni hundrede jernvogne og alle hans tropper! Ingen ville være i tvivl om, hvem der vandt den sejr!
Men – måske nagede tvivlen Barak lidt? Måske var han ikke så tæt på Gud, at han helt kunne tro? I al fald siger han til Debora: “Hvis du går med, vil jeg gå; men hvis ikke du går med, går jeg ikke” (Dom 4,8).
Og Debora svarer med det samme: “Jeg går med dig, men så får du ikke selv æren for din færd, for så giver Herren Sisera i hænderne på en kvinde” (vers 9). Det var vist meningen, at Barak skulle have gået selv – i tro. Nu bliver det i stedet en kvinde, Jael, Hebers kone, som dræber Sisera – blot med en hammer og en teltpløk (vers 21).
Historien kalder mig til hele tiden at øve mig i at tro – læne mig ind til Gud i småt og stort, turde tage skridt i tro, fordi jeg oplever Åndens tilskyndelse til det.
Og tænk – når vi vover at tro – så kan Gud bruge os til at åbne op for noget, der er større end os selv… Altid giver han os, for at vi skal være en velsignelse for andre!
Har Gud mange roller til dig?
En kvinde Gud brugte – i mange roller:
“På den tid var profetinden Debora, Lappidots kone, dommer i Israel. Hun sad under Deborapalmen mellem Rama og Betel i Efraims bjergland, og israelitterne kom op til hende med deres retssager” (Deom 4,4-5).
Debora var profetinde.
Debora var Lappidots kone.
Debora var dommer.
Og nu ønsker høvdingen Barak, at hun tager med ham i krig. Og det gør hun.
Debora var en kvinde, Gud brugte.
Israelitterne havde været undertrykt af kana’anæerkongen Jabin i 20 år. Men nu var tidspunktet kommet til, at Gud ville sætte dem fri. Og det fortalte han Debora.
Og Debora “sendte bud efter Barak, Abinoams søn, fra Kadesh i Naftali og sagde til ham: ‘Dette befaler Herren, Israels Gud: Drag op på Taborbjerget, og tag ti tusind mand af naftalitterne og zebulonitterne med dig! Så skal jeg trække Jabins hærfører Sisera og hans vogne og hær hen til dig ved Kishonbækken og give ham i din hånd” (Dom 4,6-7).
Måske har Gud også givet dig mange roller… Giv ham plads, giv ham lov… Gud ved, hvad han gør, når han kalder os. Og han kan lade store ting ske – når vi går med i tro – som ellers så umulige ud.