At elske – er det virkelig så vildt?!

Altså, så sidder vi stille og roligt og læser Guds eget ord, Bibelen – og så bliver der for allerførste gang skrevet om at elske – altså med det ord. Så – hvad vil du lige forvente? At det er stort, ikke?

Men så stort?!! – Det havde jeg nu alligevel ikke forstillet mig… Og mange mennesker har fået det virkelig galt i halsen… måske var det meningen… Gud inviterer os virkelig til at stoppe op for at se nærmere på det – for det er simpelt hen for vildt!

Ordene er om Abrahams forhold til sønnen Isak: “Ham du elsker” (1 Mos 22,2). Jeps. Det ville vi forvente. Den lovede søn, som Abraham og Sara havde ventet på i så mange år. Selvfølgelig elskede de ham. Højt!

Men det andet… “Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.” Og det gjorde Gud, fordi “Gud satte Abraham på prøve” (1 Mos 22,1.2).

På prøve?! I hvad?

Teksten handler om kærlighed. Vores sind eksploderer nærmest… Er det at elske Gud, hvis man ofrer sin søn til ham? … Sådan en Gud har man strengt taget ikke lyst til at tjene!

Nej, det var ikke det. Gud har tydeligt sagt: “Du må ikke give nogen af dine børn som offer til Molok” (3 Mos 18,21).

Åh ja, Abraham viste Gud – og os – at han kendte Guds stemme, at han havde tillid og fulgte ham, selvom han ikke forstod hvorfor, og at intet var imellem ham og Gud. Og “englen sagde: ‘Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn’ ” (2 Mos 22,12).

Og så kommer det største: “Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn” (vers 13).

I stedet for! Gud gav sin søn i stedet for. Det var det, som vædderen på brændofferet pegede på.

Så vild. Så stor er kærligheden. Første gang at ordet ‘elske’ forekommer i Bibelen er det Guds uendelige store kærlighed, det i virkeligheden handler om:

“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men havde evigt liv” (Joh 3,16).